Faktaboks

Paavo Lipponen
Født
1941

Paavo Lipponen, f. 1941, finsk politiker, statsminister 1995-2003. Lipponen blev formand for Finlands socialdemokratiske parti i 1993. Efter partiets valgsejr i marts 1995 dannede han en bred koalitionsregering af meget forskellig politisk farve, kaldet Regnbueregeringen, med først og fremmest Samlingspartiet samt SFP, Vänsterförbundet og De Gröna. Hans regering har fortsat den tidligere borgerlige regerings stramme finanspolitik. Lipponen var en overbevist fortaler for, at Finland fra sin indtræden i EU i 1995 skulle indgå fuldt og helt i det monetære samarbejde.

I modsætning til sin udenrigsminister og partifælle Erkki Tuomioja blev han også i stigende grad tilhænger af finsk NATO-medlemskab og et nærmere forhold til USA. Ved valget 2003 blev Centerpartiet største parti og Lipponen måtte afgive statsministerposten. Skønt socialdemokraterne gik med i den nye regering foretrak han at stå udenfor for i stedet at blive formand for Rigsdagen (2003-2007). Lipponen hævdede siden sin afgang som regeringsleder det synspunkt, at det fortsat var ham som partiformand, der bestemte partiets EU- og udenrigspolitik, og ikke Erkki Tuomioja, der fortsatte som udenrigsminister. Fra finsk side forsøgtes Lipponen 2003-04 uden held bragt i spil som ny formand for EU-Kommissionen. I 2005 forlod han posten som formand for det socialdemokratiske parti med Eero Heinäluoma som efterfølger og genopstillede ikke ved valget til Rigsdagen 2007.

I 2008 indgik det russisk-tysk ejede Nord Stream AG en étårig aftale med Lipponen som uafhængig konsulent for gasrørledningsselskabet, og kort efter gav han afkald på alle sine indenlandske tillidshverv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig