Ole Rømer-Observatoriet, astronomisk observatorium i Højbjerg ved Aarhus; opført 1911 til brug for den tyske astronom Friedrich Krüger (1864-1916). Efter 1916 blev det videreført i et samarbejde mellem Aarhus og staten. Bygningerne var 1956-74 hjemsted for Astronomisk Institut ved Aarhus Universitet, og det astronomiske arbejde på observatoriet varetages stadig af universitetet. I de to kupler findes nu hhv. et 40-cm- og et 50-cm-Cassegrain-teleskop. De anvendes til instrumentudvikling, oplæring af studerende, offentlige forevisninger og med fremkomsten af nye observationsteknikker i stigende grad til videnskabeligt arbejde på trods af observatoriets beliggenhed i et oplyst byområde.
Ole Rømer-Observatoriet

Ole Rømer-Observatoriet set fra øst. Vinkelbygningen ligger højt i en lille park, omgivet af høje træer til afskærmning imod lysgener. Østfløjen rummer under kuplen tv. et 50-cm-teleskop. Under den større kuppel i nordfløjen th. findes 40-cm-teleskopet. Den varierede brug af tegltagsten er sjælden i dansk arkitektur.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.