Oceanien (Missionshistorie)

Oceanien (Missionshistorie), Set i forhold til sit befolkningstal har Oceanien i tidens løb modtaget flere fremmede missionærer end nogen anden verdensdel; der er nu kun få folk i Stillehavet, som ikke er kristne. På mange øer resulterede konkurrencen mellem forskellige missionsselskaber i lokale konflikter. Spanske jesuitter landede som de første på Marianerne i 1668, og i 1710 havde de omvendt hele befolkningen, der dog i samme tidsrum var blevet voldsomt reduceret. Herefter varede det mere end 100 år, førend katolske missionærer fik fodfæste i andre dele af Oceanien.

James Cooks rejser åbnede Stillehavet for en strøm af fremmede, heriblandt missionærer fra det protestantiske Europa. I 1796 begyndte London Missionary Society at missionere på Tahiti og andre polynesiske øer. I de hierarkiske samfund skete overgangen til kristendom i flere tilfælde samlet under en høvdings ledelse, og missionærer udøvede betydelig politisk indflydelse. I de høvdingeløse melanesiske samfund i Oceaniens vestlige del vandt missionærer kun langsomt fodfæste i 1800- og 1900-t., ofte ved brug af polynesiske missionærer; i Ny Guineas højland begyndte missionsarbejde først for alvor efter 2. Verdenskrig.

Mange af 1800-t.s britiske missionærer var håndværkere og udgik fra den lavere middelklasse. En undtagelse udgjorde den anglikanske mission i Melanesien, hvis overvejende akademisk uddannede medlemmer repræsenterede en højkirkelig protestantisme i tæt alliance med den koloniale statsmagt.

Kristne missionærer har spillet en afgørende rolle i Oceaniens samfundsændringer, både i ødelæggelsen af folkenes kulturelle arv og i opbygningen af et nyt kulturelt grundlag, især vha. undervisning. Missionerne er nu omdannet til selvstyrende, lokale (indigene) kirker. The Pacific Conference of Churches blev dannet i 1966, og i de fleste stater er kirkerne af central betydning for den moderne samfundsudvikling.