Oberstkuppet, militærkup i Grækenland 21.4.1967 under ledelse af forbindelsesofficer til CIA oberst Georgios Papadopoulos, oberst Nikolaos Makarezos og brigadechef Stylianos Pattakos.

Kuppet blev begyndelsen til over syv års militærstyre. Regimet faldt 24.7.1974 på grund af manglende folkelig og international opbakning, intern splittelse og Cypernkrisen, hvor der var fare for krig med Tyrkiet.

Kuppet var kulminationen på en politisk krise, der havde rødder tilbage til Den Græske Borgerkrig og blev udløst af en magtkamp om kontrol over militæret mellem den folkevalgte regeringsleder Georgios Papandreou og kong Konstantin 2.

Diktaturet ophævede de demokratiske principper, og kritik af juntaen blev imødegået med målrettet brutalitet, herunder massefængslinger, systematisk tortur, statslig kontrol med fagbevægelsen og fyringer af tusindvis af offentligt ansatte på grund af deres politiske overbevisning.

Regimets ideologiske grundlag var nationalchauvinistisk, antidemokratisk, stærkt antikommunistisk og reaktionært og byggede på forbilleder i bl.a. antikkens Sparta og Metaxasdiktaturet 1936-41.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig