Nukus, hovedstad i Den Karakalpakiske Republik i Usbekistan; ca. 271.400 indb. (2010). Byen grundlagdes 1932 og blev hovedstad 1939. Den ligger ved floden Amu Darja og er som hele området præget af de omfattende miljøforandringer efter overudnyttelse af flodens vand (se Aralsøen). Byen er især kendt for sit kunstmuseum, åbnet i 1966.