Nordkorea (Militær), De væbnede styrker er (2006) på 1.106.000 og de fjerdestørste i verden. Tjenestetiden for værnepligtige er 5-12 år i hæren, 5-10 år i flåden og 3-4 år i luftvåbnet. Hæren er på 950.000, flåden på 46.000 og luftvåbnet på 110.000. Reserven er 4,7 mio., hvoraf 665.000 forstærker de regulære enheder, resten anvendes i en territorialforsvarsmilits. Materiellet i alle tre værn er for størstedelen fra 1950- og 1960'erne og af sovjetisk eller kinesisk fabrikat.

Hæren ("Folkets Hærs Landstyrke") er, i det omfang resurserne rækker, tungt udrustet efter sovjetisk model. Med den lange tjenestetid må styrken vurderes at kunne bevares på reelt krigsberedskab. En stor del af hæren, 88.000, indgår i specialenheder, hvoraf nogle med jævne mellemrum har været anvendt til at infiltrere Sydkorea. Flåden ("Folkets Hærs Flådestyrke") er i hovedsagen en kystforsvarsflåde, der dog råder over et stærkt ubådsvåben. Luftvåbnet ("Folkets Hærs Flystyrke") er et traditionelt jager/jagerbomberluftvåben, og over halvdelen af flyene er forældede. Generelt er styrkernes største svaghed den høje materielalder, der afspejler landets kritiske økonomiske situation. Sikkerhedsstyrkerne er samlet på 189.000.

I 1998 afprøvede Nordkorea det ballistiske missil Taepodong-1 ved at lade det overflyve Japan. Opsendelsen blev officielt betegnet som en satellitopsendelse. I 2006 og 2009 udførte Nordkorea underjordiske atomprøvesprængninger, og det vurderes, at landet er i stand til at fremstille atomvåben.

Læs mere om Nordkorea.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig