Faktaboks

Nikolaos Plastiras
Født
1883
Død
1953

Nikolaos Plastiras, 1883-1953, græsk general og politiker. I 1909 deltog Plastiras i oprøret i hæren, den såkaldte Goudirevolution, der svækkede det traditionelle politiske oligarki til fordel for et moderne borgerligt liberalt regeringsstyre under Eleftherios Venizelos' ledelse. Plastiras tilhørte den antiroyalistiske og venstrerepublikanske bevægelse i landet. Han var leder af militærkuppet i 1922, der afsatte kong Konstantin 1. og regeringen som ansvarlige for Lilleasienkatastrofen.

Efter den britiske nedkæmpelse af den græske modstandsbevægelse og besættelsen af Athen i december 1944 blev Plastiras indsat som regeringsleder i januar 1945. Han blev afsat i april efter pres fra USA pga. sin forsonende holdning til den kommunistisk ledede modstandsbevægelse. Efter Den Græske Borgerkrig blev han 1949 leder af det liberale centrumparti Den Nationale Progressive Centerunion og var igen regeringsleder 1950 og 1951-52.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig