Faktaboks

Niels A. Lassen
Født
7. december 1926
Død
30. april 1997

Niels A. Lassen, Niels Alexander Lassen, 7.12.1926-30.4.1997, dansk læge, søn af H.C.A. Lassen. Niels A. Lassen var forskningsrådsprofessor i neurovidenskab 1986-96 og overlæge ved klinisk-fysiologisk afdeling, Bispebjerg Hospital 1962-96.

Han udførte banebrydende forskning inden for fysiologi, især blodkredsløb, proteinomsætning, biologisk kinetik og hjernefunktion. Han indførte i 1955 metoder til bestemmelse af hjerneblodgennemstrømning og hjernestofskifte og lagde derved grunden til kortlægning af hjernens funktioner, udredning af patofysiologiske mekanismer og sygdomsbehandling. Han beskrev i 1968 øget blodgennemstrømning i hjerneområder, der havde været ramt af blodprop, og gav fænomenet betegnelsen luksusperfusion.

Han introducerede og videreudviklede flere forskellige teknikker til kredsløbsundersøgelser og beskrev den matematiske behandling af data i forbindelse med biologisk kinetik. Niels A. Lassen var med til at grundlægge det lægelige speciale klinisk fysiologi.

Han blev dr.med. i 1958 på en afhandling om hjernens blodgennemstrømning og var desuden æresdoktor ved Københavns Universitet og tre udenlandske universiteter. Niels A. Lassen modtog Novo Prisen i 1968 og Anders Jahre-prisen i 1977 og var medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab fra 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig