Netscape, Netscape Communications, amerikansk softwarefirma, grundlagt i 1994 af James H. Clark (f. 1944) og Marc Andreessen (f. 1971). Netscapes hovedprodukt var Netscape Navigator, en browser til at navigere på internettet . Andreesen havde i 1992 været med til at udvikle verdens første browser, Mosaic, på University of Illinois. I 1994 mødte han medejeren af Silicon Graphics, J.H. Clark, og sammen udviklede de den brugervenlige Netscape Navigator, som blev den første browser, der gjorde internettet til et bredt tilgængeligt medie. Netscape Navigator var den mest udbredte browser, indtil Microsoft gjorde deres Internet Explorer til en del af operativsystemet Windows 98. Netscape blev i 1999 overtaget af America Online (AOL), men browseren er blevet videreudviklet af Mozilla Foundation.