Faktaboks

Neil Young
Født
12. november 1945

Neil Young, Neil Percival Young, f. 12.11.1945, canadisk sanger, sangskriver og guitarist. Young har siden sit medlemskab af den stildannende folkrockgruppe Buffalo Springfield 1966-68 været en af rockens mest sammensatte, produktive og udfordrende skikkelser. Han har vist en sjælden genremæssig spændvidde: fra country over rockabilly og futuristisk rock til rhythm'n'blues og øresønderrivende rock.

Album i udvalg

  • Neil Young (1969)
  • Everybody Knows This Is Nowhere (1969)
  • After The Gold Rush (1970)
  • Harvest (1972)
  • On The Beach (1974)
  • Comes A Time (1978)
  • Rust Never Sleeps (1979)
  • Live Rust (1979)
  • Freedom (1989)
  • Ragged Glory (1990)
  • Harvest Moon (1992)
  • Sleeps With Angels (1994)
  • Mirror Ball (1995)
  • Broken Arrow (1996)
  • Silver & Gold (2000)
  • Are You Passionate (2002)
  • Greendale (2003)
  • Prairie Wind (2005)
  • Living With War (2006)
  • Fork In The Road (2009)
  • Le Noise (2010)

Han vakte først opsigt med pladerne Everybody Knows This Is Nowhere (1969) og After The Goldrush (1970), som bød på country-farvet, rudimentær og melodisk guitarrock. Country-indflydelsen, som han siden skulle vende tilbage til, gav ham et kommercielt gennembrud med albummet Harvest og sangen Heart Of Gold i 1972. Siden er fulgt mere end 30 album af varierende kvalitet, men altid med et nærvær, som har gjort Young beundret og efterlignet. Ikke mindst hans guitarspil fyldt med nerve har sat sig spor; det er dog især som sangskriver og sanger, han har haft indflydelse som en hudløs, ekspressionistisk beskriver af den (bristede) amerikanske drøm. Young har ofte både indspillet plader og turneret med gruppen Crazy Horse. Hovedværkerne er, ud over de nævnte, Zuma (1975), Tonight's The Night (1975), Rust Never Sleeps (1979), Ragged Glory (1990) og Harvest Moon (1992) samt Prairie Wind (2005), som var præget af den livstruende hjerneblødning, der ramte Young samme år; i 2006 udsendte han et album med protestsange mod krigen i Irak, Living With War. I perioder har han desuden været medlem af Crosby, Stills, Nash & Young. I 1997 kom Jim Jarmuschs dokumentarfilm om Young, Year Of The Horse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig