NCC Rasmussen & Schiøtz A/S

NCC Rasmussen & Schiøtz A/S, dansk entreprenørvirksomhed, grundlagt som Rasmussen & Schiøtz i 1901 af civilingeniørerne Niels T. Rasmussen (1869-1937) og Holger Schiøtz (1870-1931); omdannet til aktieselskab i 1959. Virksomheden blomstrede, indtil byggekrisen i begyndelsen af 1990'erne resulterede i frasalg af kerneforretningen, entreprenørdelen, til den svenske storentreprenør og medlem af Johnson-gruppen, NCC AB, under navnet NCC Rasmussen & Schiøtz A/S. Med lignende virksomhedsopkøb i Norge og Finland samt i Danmark af Superfos' asfaltafdeling (1999) har NCC AB opnået en dominerende position i Nordeuropa inden for bygge- og anlægsvirksomhed samt inden for udlejning af byggemateriel.

I 2013 havde NCC AB en omsætning på 48 mia. danske kroner med ca. 18.500 ansatte. Den danske afdeling havde samme år 2500 ansatte.

Tilbage i det oprindelige holdingselskab, NTR Holding A/S, har der været tre virksomheder inden for miljø- og procesteknologi. Disse aktiviteter er frasolgt efter 2000.

Firmaets danske hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig