Frem til 1700-tallet var burmesisk litteratur grundlæggende religiøs og didaktisk og udelukkende skrevet på vers. Prosa blev anvendt i love, grammatikker, manualer om de traditionelle videnskaber og historiske krøniker. Munken Rat-htatha-ra (1468-1530) er en af Myanmars mest beundrede og skattede forfattere, specielt for sine religiøse digte (pyo), herunder mesterværket Kogan Pyo (1523).

I 1800-tallet blev dramaet, inspireret af det thailandske lakhon naj, og dukketeatret meget populære, og der opstod en række omrejsende teatergrupper; den mest kendte blev ledet af Po Sein (1880-1952). Munken Pon Nya (1812-67) skrev en lang række epistler samt teaterstykker, hvori han satiriserer over hoflivet.

Missionærer oprettede trykkerier i Yangon allerede i 1816, og hermed blev grundlaget lagt for den moderne prosa og skønlitteratur. Frem til 1930'erne blev mange udenlandske romaner, fortrinsvis eventyrlige historier, oversat eller bearbejdet til burmesisk.

Lat (1866-1921) anses for den første vigtige burmesiske romanforfatter med kærlighedsromanen Herskeren over det gyldne land (1914). Thakin Kodaw Hmaing (U Lun, 1876-1964) er måske den største litterære personlighed i det moderne Myanmar. Han var stærkt nationalistisk, skrev en række skuespil over historiske temaer samt fra 1911 indflydelsesrige politiske kommentarer i form af digte.

Dagon Hkin Hkin Lei (1904-1983), Myanmars første store kvindelige romanforfatter, skrev i 1930'erne og 1940'erne om bøndernes kår, hvor hun forsvarer de traditionelle værdier, samt om historiske temaer, der appellerer til nationalistiske følelser. Mange forfattere beskæftigede sig i efterkrigstiden med erfaringerne fra den japanske okkupation, bl.a. Maung Htin i romanen Bonden (1947).

I 1947 etableredes The Burma Translation Society, senere kendt som Sarpay Beikman ('litteraturens hus'), der tildeler litterære priser, støtter oversættelse af udenlandsk litteratur og udgiver Den Burmesiske Encyklopædi (1953-1976).

Efter Ne Wins magtovertagelse i 1962 overvågede The Press Scrutiny Board nøje litteratur og medier. Forfattere og journalister blev censureret og i perioder været fængslet, hvilket gjorde novellen til en foretrukken genre, og fængselsbeskrivelser til en litterær genre i sig selv. Militærstyrets foretrukne udtryksform var socialrealismen.

Ma Ma Lay (1917-1982), en fremtrædende kvindelig forfatter og kritisk journalist, fik i 1955 en litterær pris for romanen Ikke på grund af had. Hun var fængslet 1963-1966.

Thein Pe Myint (1914-1978), én af Myanmars mest læste og indflydelsesrige forfattere, har i meget velskrevne romaner, noveller og memoirer kritisk beskrevet landets udvikling frem til vore dage, hvilket har kostet ham fængselsophold.

Thaw da Swe (f. 1919) skriver i sine mange populære noveller enkelt, usentimentalt og humoristisk om almindelige menneskers erfaringer, bl.a. i novellesamlingen Mange liv (1961).

Størstedelen af Myanmar litteratur er burmansk; mindretallenes litteratur skrives sædvanligvis på deres egne sprog og oversættes sjældent til hovedsproget.

Siden demokratiseringen i 2011 er også litteraturen eksploderet i nye former og udtryk, som endnu ikke er kortlagt. I 2013 fandt landets første frie litteraturfestival, Irrawaddy Literary Festival, sted i Yangon med deltagelse af fremtrædende internationale navne såvel som knap 100 burmesiske forfattere – og tidligere politiske fanger – som Ma Thida og Zarganar. Der var debatter og diskussioner om litteratur, censur, litteraturhistorie o.m.a.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig