Mozambique - litteratur

Mozambique - litteratur, Sammenlignet med Afrikas anden store portugisiske koloni, Angola, opstod en selvstændig mozambiquisk litteratur forholdsvist sent. De tidligste litterære udtryk er novellesamlingen O livro da dor (1925, Smertens bog) af João Albasani (1876-1922) og digte af Rui de Noronha (1905-43) i avisen O Brado Africano (Det Afrikanske Råb) grundlagt af Albasani. Det var dog først efter 2. Verdenskrig, at der begyndte at aftegne sig en klar kontur af en egentlig mozambiquisk litteratur; særlig fra 1960'erne, hvor det til dato største navn i mozambiquisk litteratur, José Craveirinha udgav digtsamlingen Chigubo (eller Xigubo) (1964). Samme år udkom Luís Bernardo Honwanas nu klassiske noveller Nós matámos o cão-tinhoso (Vi har dræbt den onde selv). Med uafhængigheden 1975 veg den politisk engagerede litteratur lidt efter lidt for andre og mindre forudsigelige tendenser. En ny æra markeredes med de nyskabende noveller i Vozes anoitecidas (1986, Fordunklede stemmer) af Mia Couto, hvis roman Terra Sonâmbula (1992, da. Søvngængerland, 2000) befæstede hans position som en af den portugisisksprogede verdens førende forfattere.

Mens de fleste mozambiquiske forfattere skriver på portugisisk, benytter Bento Sitoe (f. 1947) det afrikanske sprog tsonga, fx i den korte roman Zabela (1984), som tager prostitutions- og aids-problematikken op.

Læs mere om Mozambique.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig