Monty Python
Monty Python i 1969. Øverste række: Graham Chapman, Eric Idle, Terry Gilliam. Nederste række: Terry Jones, John Cleese, Michael Palin.
Monty Python
Af /AP/Ritzau Scanpix.

Monty Python skabte med tv-serien Monty Python's Flying Circus et særegent univers, hvor konventioner og autoriteter latterliggøres på uforudsigelig vis. På billedet er en række morderiske husmødre i færd med at riste en af gruppens hovedfigurer, John Cleese, over en sagte ild. Gruppens absurde og surrealistiske humor blev særdeles populær i Danmark, der traditionelt er begejstret for angelsaksisk satire.

.

Monty Python var en britisk kunstnergruppe, der med tv-revy-serien Monty Python's Flying Circus (sendt første gang af BBC 1969-74) opnåede verdensomspændende succes.

Monty Python bestod af John Cleese, Graham Chapman (1941-1989), Eric Idle (f. 1943), Terry Jones (1942-2020), Michael Palin og den amerikanske animator og idémand Terry Gilliam.

Med baggrund i studenterrevyer skabte holdet en absurd humoristisk og visuelt original form for satire og parodi, som er blevet legendarisk, ikke mindst for udleveringen af tv's daværende selvhøjtidelige præsentationsformer.

Holdet fortsatte med at sprede kaos i en række film, bl.a. Holy Grail (1974, dansk Arme Riddere), Life of Brian (1979, dansk Et herrens liv) og Monty Python's The Meaning of Life (1983). Gruppens medlemmer har hver for sig fortsat tv- og filmkarrieren.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig