Menighedsfakultetet

Artikelstart

Menighedsfakultetet, MF, privat uddannelsesinstitution i Århus, som uddanner teologer. Gennem akademisk, teologisk forskning og uddannelse vil Menighedsfakultetet fremme mission, vækst og fornyelse i kirken. Fakultetet anser indholdet i kirkens præste- og lederuddannelse som værende af fundamental betydning for livet i kirken og mener, at menigheden selv må tage ansvar for sin præste- og lederuddannelse. Menighedsfakultetet blev stiftet i 1967 og begyndte i 1972 at tilbyde supplerende og alternativ undervisning for teologistuderende og religionsvidenskabsstuderende ved Aarhus Universitet. I 2005 oprettede Menighedsfakultetet sin egen selvstændige 4-årige bacheloruddannelse i teologi, som er akkrediteret ved et britisk universitet. Nye hold studerende optages hvert andet år (ulige år). Desuden afholdes årligt en række kurser, temadage og enkeltstående forelæsninger, som er rettet mod en større målgruppe end de teologistuderende.

Der undervises med Bibelen og de evangelisk-lutherske bekendelsesskrifter som grundlag i modsætning til de teologiske fakulteter ved universiteterne, som er konfessionsløse. I København findes en lignende institution, Dansk Bibel-Institut, stiftet 1972.

Et norsk MF blev oprettet i Oslo i 1908. Det er det eneste fuldt udbyggede alternative teologiske uddannelsessted i Skandinavien. Det norske MF er også forbilledet for Teologiska Institutet i Finland, stiftet 1987, og FörsamlingsFakulteten i Sverige, stiftet 1993.

Menighedsfakultetes hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig