Memphis - by i USA

Memphis, by ved Mississippi River i det sydvestlige Tennessee, USA; 646.900 indb. (2010), heraf 63% sorte. Den blev grundlagt 1819 og fik pga. beliggenheden på en høj flodbrink navn efter Egyptens hovedstad i oldtiden. Byen har en af USA's største flodhavne, der i hjuldampernes tid var baseret på handel med bl.a. bomuld og tobak. Den har en alsidig industri og rummer hovedsæderne for store firmaer som Delta Airlines, Federal Express og Holiday Inn.

Turistvirksomheden er stor og affødt af byens kultstatus som et af arnestederne for blues-, soul- og rockmusikken. Nærmest hysterisk berømt er Elvis Presleys tidligere hjem, Graceland Mansion; andre attraktioner er bluesgaden Beale Street og det legendariske Sun Studio (1953-68), hvor Elvis, Johnny Cash og B.B. King indspillede deres første plader. National Civil Rights Museum er opført på det sted, hvor Martin Luther King blev skudt i 1968. Byens vartegn, The Great American Pyramid (1991), er opført som en stål- og glaskopi af Cheopspyramiden i 2/3 størrelse.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig