Faktaboks

Maxwell Anderson
Født
1888
Død
1959

Maxwell Anderson, 1888-1959, amerikansk lyriker og dramatiker. Teatret var et forum, hvor handling udkrystalliseredes i moralske principper. Vers i modsætning til realismens uartikulerede prosa var dets rette medium, mente Anderson. Hans vigtigste dramaer blev til i 1930'erne og omfatter bl.a. Winterset (1935, Vintersolhverv, opført bl.a. på Det Kgl. Teater 1941) og Key Largo (1939, filmatiseret 1948 af John Huston, da. Uvejrsøen Key Largo). Gangsterdramaet Winterset var inspireret af Sacco og Vanzetti-sagen. Begge skuespil handler om Hamlet-lignende, fadersøgende unge mænd, som ved idealistisk selvopofrelse forsøger at gå imod tidens kynisme og meningsløshed.

Sammen med komponisten Kurt Weill skrev Anderson musicalerne Knickerbocker Holiday (1938, med sangen September Song) og Lost in the Stars (1949).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig