Faktaboks

Max Frisch
Født
1911
Død
1991

Max Frisch s værker handler ofte om komplicerede parforhold. Hans bedst kendte roman Homo Faber blev i 1991 filmatiseret af Volker Schlöndorff under titlen Voyager med Sam Shepard, Barbara Sukowa og Julie Delpy i hovedrollerne. Fotografi fra ca. 1970.

.

Max Frisch, 1911-1991, schweizisk forfatter. Sammen med landsmanden Friedrich Dürrenmatt tegnede han tysk dramatik især i 1950'erne. Som prosaist var han både med sine arbejdsdagbøger og sine romaner en skildrer og kommentator af den moderne individualisme spændt ud mellem ønskværdig frihed og begrædelig mangel på sammenhæng i livet.

Frisch skrev som ung et par temmelig traditionelle romaner og skuespil, men udgav så i 1950 sin Tagebuch 1946-49, skitser og refleksioner fra den første efterkrigstid, skrevet af en, der som schweizer havde været forskånet for krigen, men som europæer alligevel var mærket af den.

Formen fulgte Frisch op i flere mindre essays og i Tagebuch 1966-71 (1972). Hans tidlige dramatik handler om skyld og ansvar og bag dette om frihed og bundethed. Man skal ikke tillade, at livet stivner i konvention, men holde sig åben over for det nye og ukendte. På den anden side er det umuligt at flygte fra det liv, man nu engang har levet.

Dette må hovedpersonerne i Frischs to romaner fra 1950'erne, Stiller (1954, da. Jeg er ikke Stiller, 1962) og Homo Faber (1957, da. 1959), begge sande: Billedhuggeren Stiller kan ikke flygte fra sine private nederlag, og teknikeren Faber oplever, at han ikke kan styre sit liv som en maskine.

Disse romaner skabte sammen med det satiriske høre- og skuespil Biedermann und die Brandstifter (1958, da. 1961) Frischs internationale gennembrud, som fulgtes op med Andorra (1961, da. s.å.) og romanen Mein Name sei Gantenbein (1964, da. Kald mig Gantenbein, 1965), der også kredser om spillet mellem den rolle, personen tvinges ind i, og den identitet, han selv mener at have.

Optagetheden af biografi (fx i skuespillet af dette navn, 1967) gav sig udslag i selvbiografiske beretninger, således Montauk (1975, da. 1976), bl.a. om Frischs samliv med Ingeborg Bachmann. Frischs personer bevæger sig rundt i samtiden, men baggrunden er både vid og dyb.

Hovedværket fra hans senere år, den korte roman Der Mensch erscheint im Holozän (1979, da. Mennesket dukker op i holocæn, 1980), er en studie i alderdom, senilitet og død og viser, hvorledes naturens processer til sidst ophæver alle menneskelige rollespil.

Dette skeptisk-resignerede perspektiv er undertiden blevet overset, fordi Max Frisch også var en engageret skribent, der tog del i debatten fra et venstreliberalt standpunkt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig