Matas

.

Matas, dansk indkøbskæde, etableret 1949 af selvstændige materialister. Matasforretningerne var blandt de første til at indføre begrebet shops-i-shoppen, idet den enkelte butik har adskilte afdelinger, bl.a. for vitaminer, kosmetik og plantebeskyttelsesmidler. Kæden har ingen egenproduktion, men får produceret bl.a. vitaminer og hudplejeprodukter i en ensartet, stribet emballage.

I 2006 pågik overvejelser om salg af kæden til kapitalfonde, dog således at enkelte ejere kunne vælge at forblive selvstændige. Det førte i februar 2007 til en ny ejerstruktur, idet størstedelen af butikkerne indgik i en kapitalkæde, hvor CVC Capital Partners havde aktiemajoriteten under navnet MHolding Gruppen. De gamle ejere bevarede en større minoritetspost gennem selskabet Materialisternes Invest ApS. 2013 blev Matas A/S børsnoteret, og begge ejere solgte aktier, så de i dag har minoritetsposter.

Matas A/S havde 2012-13 en omsætning på 3,2 mia. kr. og ca. 2400 ansatte i 296 butikker (inkl. to i Sverige). Heraf er 35 privatejede butikker, der samarbejder med Matas om varelevering og fælles kampagner.

Matas A/S' hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig