Mary McCarthy

Faktaboks

Mary McCarthy
født:
21. juni 1912
død:
25. oktober 1989

Mary McCarthy var en amerikansk forfatter og kritiker. Hun udgik fra et katolsk-jødisk hjem i Seattle, fastholdt i Memories of a Catholic Girlhood (1957), og kom via Vassar College ind i det intellektuelle newyorkermiljø, som hun blev essensen af og beskrev i satiriske romaner og i erindringerne How I Grew (1987) og Intellectual Memoirs (1992).

Som romanforfatter slog hun an verden over med The Group (1963, dansk Gruppen, 1964) om otte collegepiger og deres tragikomiske historie i Roosevelts USA, en nekrolog over 1930'er-frisindets nederlag, fulgt af Birds of America (1971) og Cannibals and Missionaries (1979).

Med sin umættelige nysgerrighed, modsigelseslyst og humor blev hun en af USA's store essayister og samfundskritikere, entusiastisk i analysen af de bedste forfattere og tænkere, nådesløs i afdækningen af klichéer og politisk forfald, herunder USA's Vietnampolitik og Watergateskandalen. Hendes essays, af hvilke et udvalg er oversat i Tværtimod, 1967, fik betydning for 1960'ernes danske nyrealisme.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig