Mariner, (af eng. mariner 'sømand, søfarende'), serie af amerikanske rumsonder til udforskning af planeterne Merkur, Venus og Mars. Serien bestod af ti sonder, hvoraf M1, M3 og M8 mislykkedes. M4 optog de første 22 nærbilleder af Mars ved forbiflyvning i 1965, M6 og M7 optog hhv. 75 og 126 billeder ved forbiflyvninger i 1969. M9 gik i 1971 i kredsløb om Mars og gennemfotograferede overfladen og optog billeder af månerne Phobos og Deimos (i alt 7329 billeder fra nov. 1971 til okt. 1972). Den største dal på Mars, Valles Marineris, har fået sit navn for at hædre holdet bag M9. M2 og M5 passerede Venus i hhv. 1962 og 1967, men først i 1974 fik M10 gode billeder af det tætte skylag på Venus. M10 passerede derefter tre gange forbi Merkur (29.3.1974, 21.9.1974 og 16.3.1975), og flere end 2700 billeder dækkende over 50% af dens overflade blev transmitteret til Jorden.