Marie Stopes, 1880-1958, britisk forkæmper for fødselskontrol. Hun blev ph.d. i botanik i 1904 og fik tidligt en videnskabelig karriere. Det var dog som forkæmper for fødselskontrol, frivilligt forældreskab og et bedre seksualliv for almindelige mennesker, hun blev kendt. Fra 1921 åbnede hun en række klinikker for fødselskontrol, hvilket vakte modstand i samtiden. Marie Stopes udgav bøgerne Wise Parenthood (1918) og Married Love (1918, da. Ægteskabelig Lykke, 1921); den sidstnævnte danske udgave kom i store oplag.