Faktaboks

Margaret Burbidge
Født
12. august 1919
Død
5. april 2020

Margaret Burbidge var en britisk-amerikansk astronom, fra 1964 professor ved University of California; i 1972-73 (første kvindelige) chef for Greenwich-observatoriet; gift med Geoffrey Burbidge.

Ægteparret drev i så vid udstrækning forskning sammen, at det blev omtalt som "Burbidge i anden". Sammen med William Fowler og Fred Hoyle påviste de i 1957 i en banebrydende artikel, kendt som B2FH efter forfatterne, at tunge grundstoffer hele tiden dannes i stjerners indre samt ved supernovaeksplosioner. Deres teori forudsagde endog den præcise hyppighedsfordeling af grundstofferne i Universet.

Margaret Burbidges observationer af roterende galakser førte til det første nøjagtige skøn over deres masser. Hun gjorde desuden epokegørende opdagelser i forbindelse med kvasarers lysudsendelse.

Parret arbejdede dels i England, dels i USA, fx på Mount Wilson- og Mount Palomar-observatorierne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig