Marengo, italiensk landsby ca. 5 km SØ for Alessandria. Her blev 23.000 franskmænd under Napoleon den 14. juni 1800 overraskende angrebet af 31.000 østrigere, der tvang dem 7 km tilbage. Østrigerne troede at have vundet, og deres chef forlod slagmarken, men Napoleon fik sidst på eftermiddagen friske kavaleristyrker frem og sejrede.