Mads Nielsen var en dansk forfatter; cand.pharm. 1904 og senere apoteker. Han debuterede 1910 med Vej og Sti, der som alle de følgende digtsamlinger er præget af forfatterens nationale og kristelige sindelag. Bortset fra sangen "En Lærke letted, og tusind fulgte" (1945), der blev meget populær i årene efter Besættelsen, har hans poesi kun overlevet i de kristelige ungdomsbevægelsers sangbøger. Erindringsbindet Den gamle apoteker fortæller (1956) er fagkulturhistorisk interessant.