Ludvig Gustav Braathen, 1891-1976, norsk skibsreder og luftfartsdirektør. Braathen grundlagde i 1926 et rederi, men han blev især kendt som iværksætter inden for luftfart. Han stiftede Braathens South American & Far Eastern Airtransport A/S (Braathens SAFE) i 1946 og åbnede i 1949 den første flyforbindelse mellem Norge og Østen (Hongkong). Braathens SAFE oprettede et stort indenrigs rutenet og gjorde sig ligeledes gældende inden for chartertrafik. Selskabet blev købt af SAS i 2002 og i 2004 fusioneret med den norske del af SAS til SAS Braathens. Endelig i 2007 blev SAS Braathens fuldt integreret i SAS og navnet forsvandt.