Lubumbashi

Lubumbashi, tidl. Elizabethville, by i den sydlige del af Den Demokratiske Republik Congo, landets næststørste by og hovedstad Katangaprovinsen; ca. 1,79 mio. indb. (2012). I byens opland udvindes hovedparten af Congos store mineralrigdomme (kobber, cobalt, diamanter m.m.), og den er landets økonomisk vigtigste by. Den har jernbane- og vejforbindelser til både Atlanterhavet og Det Indiske Ocean; de går via nabolandene, mens forbindelserne til andre dele af landet er svagt udbygget.

Byen blev grundlagt af den belgiske kolonimagt i 1910; med sin beliggenhed i 1230 m højde har den et behageligt klima, og den har fortsat et kosmopolitisk præg med de udenlandske mineselskabers personale og handelsfolk fra Libanon, Grækenland og Italien. Lubumbashi har flere gange været centrum for folkelige oprør mod landets centralmagt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig