Louis Poulsen, dansk belysnings- og el-engros-koncern, stiftet i 1874 af Ludvig R. Poulsen (1846-1906) som et vinimportfirma. Siden udviklede virksomheden sig til forretning med salg af værktøj og elteknisk materiel.
Ved stifterens død overtog hans nevø Louis Poulsen (1871-1934) firmaet. I 1911 blev Sophus Kaastrup-Olsen (1884-1938) partner i firmaet, der samtidig fik sit nuværende navn, og i 1917 blev han eneejer.
Sophus Kaastrup-Olsen indledte i 1924, hvad der skulle blive et meget betydningsfuldt samarbejde med Poul Henningsen om de såkaldte PH-lamper.
En aktionæroverenskomst mellem arvingerne, som blev indgået i 1977 i forbindelse med børsnotering for at sikre, at firmaet forblev på danske hænder, førte til familiefejder og retssager gennem hele 1990'erne.
I 1999 lykkedes det at få en ordning i stand, så familien lod sig købe ud, og virksomheden forblev i dansk eje. Bag koncernen kom til at stå investeringskonsortiet Polaris og HD Invest. Efter ejerskiftet blev Louis Poulsen-aktierne afnoteret på Københavns Fondsbørs. 2007 blev virksomheden købt af italienske Targetti Sankey.
Louis Poulsen havde i 2012 300 ansatte og en omsætning på 500 mio. kr.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.