Den store grossist Lemvigh-Müller A/S blev grundlagt i 1846, da I.F. Lemvigh-Müller åbnede en hørkramforretning på Kultorvet i København. Der handlede han med grovvarer som jern, kul, salt, sild og hør, men specialiserede sig senere i handel med stål og jern. Gennem årene ekspanderede virksomheden både organisk og gennem opkøb. I 2005 blev Louis Poulsen El-teknik overtaget. Lemvigh-Müller A/S er landets største stål- og teknikgrossist og havde i 2018 23 butikker rundtom i landet.

Lemvigh-Müller A/S ejes af en erhvervsdrivende fond, og et tipoldebarn til stifteren er bestyrelsesformand i moderselskabet J-F. Lemvigh-Müller Holding A/S. Virksomheden er kendt af de fleste håndværkere samt bygge- og industrivirksomheder, som ud over stål køber alt fra arbejdsbeklædning til værktøj og tekniske artikler i butikkerne eller i webshoppen. Lemvigh-Müller beskæftiger ca. 1.300 medarbejdere og har hovedsæde i Herlev, hvortil man flyttede fra Københavns Sydhavn i 2010.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig