Lars Saabye Christensen

Faktaboks

Lars Saabye Christensen
Født
1953

Artikelstart

Lars Saabye Christensen, f. 1953, norsk forfatter med baggrund i 1970'ernes litterære undergrundsbevægelse. En alsidig forfatter, som både har udgivet noveller, digte, skuespil og kriminalromaner samt skrevet filmmanuskripter baseret på egne og andres bøger, bl.a. Hamsuns. Særlig populær er han som romanforfatter. Generationsromanen Beatles (1984, da. 1986) er blevet en moderne klassiker. På dansk foreligger desuden Herman (1988, da. 1989), Bly (1990, da. 1991) og Jubel (1995, da. 1996).

Som fortæller kombinerer Saabye Christensen en stærk billedfantasi med humor og indfølt menneskeskildring, også i sine noveller Den misunnelige frisøren (1997) og Noen som elsker hverandre (1999). Et højdepunkt i forfatterskabet er Halvbroren (2001, da. 2002), en mangesporet og tragikomisk slægts- og generationsroman, hvor alle linjer i forfatterskabet løber sammen. Romanen indbragte ham I 2002 Nordisk Råds Litteraturpris. 2003 udgav han Maskeblomstfamilien (da. 2004), en sort roman, der i Saabye Christensens udsøgte sprog skildrer en dreng, der vokser op i en familie plaget af hemmeligheder og skam.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig