Lars Onsager, 27.11.1903-5.10.1976, norsk-amerikansk kemiker. I 1923 havde P. Debye og E. Hückel udviklet en teori for opløsningers elektriske ledningsevne. Lars Onsager påviste fejl og mangler ved denne teori og udledte i 1927 en mere dækkende formel, Onsagers ligning.
I 1928 emigrerede Onsager til USA, hvor han blev ansat ved Yale University (1933-72). Han studerede energiforholdene ved irreversibelt forløbende processer og fremsatte i 1931 en teori, der går under betegnelsen Onsagers reciprocitetsteorem eller Onsager-relationer og var et gennembrud for udviklingen af dette forskningsområde. I 1968 fik han tildelt nobelprisen i kemi med henvisning til denne bedrift.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.