Faktaboks

Lars Junggreen
Født
1945

Lars Junggreen er en dansk skuespiller og teaterpædagog. Siden 1970 har Lars Junggreen været tilknyttet Aarhus Teater, hvor han dels har været én af de førende skuespilkræfter, dels har virket som lærer og siden 1991-99 som rektor for dets skuespillerskole.

Lars Junggreen har hyppigt gæstespillet på andre teatre. Han er en af sin tids bedste maskeringskunstnere, hvilket han har udnyttet sammen med sin stærke indfølingsevne og sin sikre teknik i en lang række hovedroller i det klassiske og moderne repertoire.

Junggreens store klassiske roller tæller bl.a. hovedpersonen i Aarhus Teaters nyfortolkning af Holbergs Den politiske kandestøber (1997), Polonius i Shakespeares Hamlet (Det Danske Teater 1999) og Vielgeschrey fra Den stundesløse i Grønnegårds Teatrets Absolut Holberg (2000).

Aalborg Teater spillede han 2003 i Brechts Laser og pjalter og var Shylock i Købmanden i Venedig. Parallelt hermed har han givet overbevisende udtryk for sit talents omfang i moderne dramatik, fx i Arrabals Arkitekten og kejseren (CaféTeatret 1977) og som digteren Rimbaud i Christopher Hamptons Skygger for solen (Alléscenen 1978).

I de senere år spiller Junggreen gerne på små scener, bl.a. Kevin Elyots Den dag jeg standsede op (Svalegangen 2000), i Dejan Dukovskis (f. 1969) Englesyn (Jomfru Ane Teatret 2000) og i Morti Vizkis Gray (CaféTeatret 2002).

Lars Junggreens iscenesættelser har et tilsvarende spænd fra fx et spektakulært, effektfuldt Rocky Horror Show på Aarhus Teater (1996) over Dickens-dramatiseringen Hard Times til en rørende venlig Elling på Svalegangen (2002-03).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig