Lappeenranta, sv. Villmanstrand, by i Södra Finlands län ved søen Saimaas sydlige bred; 59.100 indb. (2006), hovedby i landskabet Södra Karelen. Navnet sigter til, at der her fra middelalderen lå et marked for bl.a. pelsværk og tjære, som besøgtes af samer ("lapper"). Lappeenranta blev købstad i 1649 og befæstedes fra 1720'erne. I 1741 led svenskerne her nederlag til Rusland. Saimaa-kanalen fra 1856 satte byen i direkte forbindelse med Den Finske Bugt; jernbanen kom i 1885. I 1900-t. opstod en betydelig træforarbejdende industri, og byen udgøres nu af et 15 km langt bybånd med lufthavn og Finlands største indlandshavn. Især efter Det Karelske Næs' indlemmelse i Sovjetunionen i 1944 er Lappeenranta blevet et center for sydkarelsk kultur.