Laos - litteratur

Laos – litteratur, Den traditionelle litteratur i Laos og NØ-Thailand er nært beslægtet med litterære traditioner i Nordthailand, Shanstaterne i Myanmar og Yunnan i Kina og påvirket af siamesisk litteratur. Den skrevne litteratur er ridset ind på palmeblade eller skrevet på foldebøger af groft papir, der kun har en begrænset levetid og derfor til stadighed må kopieres. Den skrevne litteratur i Laos (og Sydøstasien generelt) har mange træk tilfælles med den mundtlige litterære tradition: Skreven litteratur er beregnet til at skulle oplæses eller fremføres; den anvender gentagelser og parallelle konstruktioner, og det forventes, at alle, der kopierer litterære manuskripter, også forbedrer dem, dvs. retter fejl, forbedrer rimene, udvider eller tilføjer episoder osv. Overførelsen af den skriftlige litterære tradition bliver derfor en kreativ proces, hvilket resulterer i, at den samme fortælling findes i mange varianter, og at det bliver vanskeligt eller næsten umuligt at datere de enkelte litterære værker eller tilskrive dem bestemte forfattere, dvs. traditionen er kollektiv og anonym.

Lao-litteratur er delvis skrevet i nitsay-prosa eller i den populære kon an-versform. Litteraturen er tæt knyttet til de buddhistiske templer, er gennemsyret af buddhismen og består fortrinsvis af religiøse fortællinger. Mange af de litterære fortællinger i Laos er jatakaer eller har form af jatakaer (apokryfe jatakaer). Der findes flere hundrede apokryfe jataka, dvs. lokale fortællinger, som er blevet gendigtet i jatakaform. Den mest kendte samling apokryfe jataka hedder Panyasa Jataka eller Ha Sip Sat, "De halvtreds liv". Fine eksempler på lao-litteratur er det lange poetiske værk Thaw Hung Thaw Cyang, som beskriver kong Cyangs liv og bedrifter, samt jatakaen Sinxaj. Siang Miang er en samling gavtyvefortællinger, som i øvrigt findes over hele SØ-Asien. Siaw Sawat er en samling didaktiske fortællinger, parabler og gåder. Af litterære værker af indisk oprindelse kan nævnes en lao-version af Ramayana kaldet Pha Lak Pha Lam. Traditionel litteratur bliver også fremført som mo lam, hvor den synges akkompagneret af bl.a. nationalinstrumentet khaen, en slags mundorgel.

Den moderne litteratur er beskeden i omfang og opstod først under 2. Verdenskrig med udgivelsen af avisen Lao Nhaj (1940-45), hvor de første noveller og romanføljetoner blev publiceret. Den første roman var kriminalromanen Den forsvundne Buddha-statue (1944). Efterkrigstidens litteratur er præget af nogle fremtrædende kulturpersonligheder, bl.a. Maha Sila Wirawong (1905-87), af hvis børn flere var forfattere, samt af en revolutionær socialrealistisk retning. Bunthanaung Somsaiphon er en frittalende forfatter, der allerede kom i vanskeligheder under det gamle regime, og som først opnåede en fremtrædende stilling under kommunisterne, men som siden begyndelsen af 1990'erne har måttet trække sig fra alle officielle hverv. Han begyndte da ikke kun at udgive sine værker i Thailand, men også at skrive på thai.

Læs mere om Laos.