Languedoc, (efter langue d'oc), provins i Sydfrankrig før 1789. Den omfattede et noget større område end den forhenværende region Languedoc-Roussillon, idet også størstedelen af de nuværende departementer Haute-Garonne (med Toulouse), Tarn, Ardèche og Haute-Loire indgik. Betegnelsen anvendtes også efter 1789 uden at være knyttet til nogen administrativ enhed. I sproglig henseende bruges den om hele den sydlige halvdel af Frankrig, se Occitanien.
I Romerriget var Languedoc en del af provinsen Gallia Narbonensis, men betydning fik regionen først i 400-t. med etableringen af det visigotiske rige med centrum omkring Toulouse.
Efter karolingerne opløstes Languedoc i en lang række mindre grevskaber, der under greven af Toulouses overherredømme havde udbredt selvstyre. Der opstod et rigt handelsliv, og den generelle velstand affødte i 1100-t. en stor kulturel opblomstring. Samtidig vandt de kætterske katharer stor udbredelse i alle befolkningslag. Områdets decentrale struktur og selvstændighedskultur var medvirkende til dette opgør med den katolske kirke, der omkring 1200 lancerede en modoffensiv. En omvendelseskampagne blev fulgt af albigenserkorstoget 1209-29, hvor hele det sydfranske område blev hærget. Korstoget blev efterhånden et åbenlyst forsøg på fra den franske kongemagts side at vinde direkte kontrol over det sydfranske område, og fra 1271 var hele Languedoc under den franske krone; de mange selvstyreordninger blev dog fortsat respekteret.
Under religionskrigene i 1500-t. sluttede et betydeligt mindretal i Languedoc op omkring protestantismen, og den øgede centralisering under Ludvig 13. udfordrede selvstændighedskulturen med flere oprør til følge; det alvorligste blev nedkæmpet i 1632. Tilbagekaldelsen af Nantesediktet i 1685 medførte protestantiske masseudvandringer og partisankrig i Cevennerne.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.