Lajos Kassák, 1887-1967, ungarsk maler og skribent. Kassák havde stor betydning både for landets moderne kunst og for det internationale kunstneriske samarbejde i mellemkrigstiden. Han knyttede de øst- og vesteuropæiske konstruktivistiske tendenser sammen, bl.a. gennem tidsskriftet MA (I dag) og gruppen af samme navn (1916-26) og under sit eksil i Wien 1920-26. Kassák brugte begrebet billedarkitektur om sine værker og var engageret i kunstnerens sociale forpligtelser, bl.a. i samarbejde med landsmanden László Moholy-Nagy. I Budapest findes et museum for Kassák.