L.-J. Suenens, Léon-Joseph Suenens, 16.7.1904-6.5.1996, belgisk kardinal, ærkebiskop af Bruxelles 1961-79, kendt for sin interesse for Marialære og Mariaandagt. Under 2. Vatikankoncil (1962-65) stod han i spidsen for reformfløjen og var fortaler for biskoppernes medansvar (kollegialitet). Hans engagement i lægmandsapostolatet (se lægmand) førte til, at han fik ansvaret for at integrere den karismatiske bevægelse i den katolske kirke.