Kommunekredit, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, KK, medlemsforening for kommuner og amter, der er oprettet efter særlig lov i 1899 og yder lån til kommuner, amter og kommunale fællesskaber, selskaber og institutioner. Lånene ydes mod kommunegaranti, og medlemmerne hæfter solidarisk. KKs lån ydes ved udstedelse af obligationer eller som udlandslån; i 2004 udlåntes ca. 13,6 mia. kr. KK yder finansiel leasing via datterselskabet Kommune Leasing A/S, og det er indenrigsministeren, der fastsætter vedtægterne og fører tilsyn med KK.