Kodros, i græsk mytologi Athens sidste konge. Et orakelsvar havde lovet dorerne sejr over Athen, hvis de undlod at dræbe kongen, men Kodros afværgede byens erobring ved forklædt som tigger at fremprovokere sin egen død. Herefter trak dorerne sig tilbage, og athenerne forblev et frit folk, som for eftertiden fremviste Kodros' grav ved foden af Akropolis; hans sønner grundlagde herefter de fleste af de joniske byer i Lilleasien. Denne ret sene fortælling om den sidste konges offerdød er farvet af det demokratiske Athens selvopfattelse i 400-t. f.Kr. og svarer ikke til ældre versioner af sagnet. Se den athenske sagnkreds.