Kochi (Japan), japansk præfektur (amt), som udgør den sydlige del af øen Shikoku; 7104 km2, 722.800 indb. (2016). Området er domineret af bjerge, og plane områder findes kun på smalle sletter langs kysten og enkelte floder. Nedbøren er stor, og i det varme subtropiske klima kan der høstes to risafgrøder om året. Den økonomiske aktivitet er koncentreret omkring hovedbyen Kochi (335.800 indb.). På kystsletten dyrkes mange grøntsager, især til salg i vintermånederne, hvor andre japanske avlere ikke kan levere. I en række fiskerihavne langs Stillehavskysten landes bl.a. store mængder tunfisk.