Kochi (Indien), Cochin, by i delstaten Kerala i Sydindien; 601.600 indb. (2,12 mio. i det samlede byområde, 2011). Handelshavn på Malabarkysten siden Romerrigets tid og en af Indiens vigtigste havnebyer. Byen består af flere dele: Kochihalvøen med dens fort og snævre gader med portugisisk og hollandsk bebyggelse iblandet huse fra britisk tid og i kontrast hertil den moderne bydel Ernakulam på fastlandet med den kunstige ø Willingdon Island i midten. Byen rummer Indiens formentlig ældste europæisk opførte kirke, en berømt synagoge og nogle af landets betydeligste murmalerier.