Kirkby, forstad NØ for Liverpool i England, opført efter 2. Verdenskrig som aflastning for et bombet og nedslidt centrum; Kirkby gik således fra ca. 3000 indb. i 1951 til 52.000 i 1961. I 2011 havde byen 42.700 indb.. Med en blanding af høje punkthuse og lavere treetagers blokke blev Kirkby et billede på det moderne England og dets boligmæssige udvikling og forfald, idet bydelen i 1970'erne blev udsat for groft hærværk og delvis forladt. En lang række bygninger blev i 1980'erne bortsprængt, og Kirkby kom således til at stå som et symbol på en periode med forfejlet engelsk boligpolitik.