Faktaboks

Kim Utzon
Født
1957

Kim Utzon og Jan Utzon har sammen med faderen, Jørn Utzon, stået for udformningen af dette ensemble af bygninger i Kalkbrænderihavnen i den nordlige del af Københavns Havn. Til venstre ligger Havnelavet Sundkrogens klubhus fra 1999, til højre domicilet for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service fra 2000; bag dette ses et hjørne af Restaurant Paustian ved Paustians Møbelhus (1987), der var den første Utzon-bygning på stedet. Fotografi fra 2002.

.

Kim Utzon er en dansk arkitekt; uddannet på Kunstakademiet 1976-1981.

Kim Utzon indgik i Utzon Associates i 1986 og har sammen med faderen, Jørn Utzon, og broderen Jan Utzon opført bl.a. Paustians Møbelhus i Kalkbrænderihavnen i København (1987).

Selv har Kim Utzon med egen tegnestue fra 1985 fortsat opførelsen af bygninger i Kalkbrænderihavnen med bl.a. Havnelavet Sundkrogens klubhus (1999) og domicilet for Arbejdsgiverforeningen for Handel, Transport og Service (2000, med udsmykning af søsteren Lin Utzon). Hertil kommer bl.a. ældreboliger i Berlin (1995), det markante Dunkers Kulturhus i Helsingborg (2002), domicil for Rosendahl A/S, Hørsholm (indviet 2003), boligbyggeriet Bryggens Have, København (2004-2006) og ny bygning til Vejle Kunstmuseum (2006).

I samarbejde med Jørn Utzon har han opført det store udstillings- og videnscenter Utzon Center i Aalborg, åbnet i 2008.

Kim Utzon modtog Eckersbergs Medalje i 2001.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig