Karel Jaromir Erben, 1811-1870, tjekkisk forfatter og stadsarkivar i Prag. Hans stærke engagement i den tjekkiske nationale vækkelse viste sig bl.a. ved, at han samlede og udgav tjekkiske og andre slaviske folkeviser, folkeeventyr samt ældre tjekkisk litteratur. Han er mest kendt for sine egne gendigtninger af tjekkiske folkeviser i En buket af tjekkiske folkesagn (1853). I disse digte møder hovedpersonerne overnaturlige væsener kendt fra folketroen, kommer i konflikt med almengyldige etiske love eller står magtesløse over for skæbnen. Erben har med sin melodiske digtning inspireret mange senere tjekkiske digtere og komponister.