Kallimachos fra Kyrene, den mest betydningsfulde af de hellenistiske digtere i 200-t. f. Kr. og samtidig en imponerende og produktiv forsker. Kallimachos' blomstringstid (280-240 f.Kr.) faldt under Ptolemaios 1. og ind i Ptolemaios 3.s regeringstid. Han var knyttet til biblioteket i Alexandria, hvortil han udarbejdede kataloger over bestand og tilvækst samt som sit hovedværk en annoteret bibliografi over den totale bevarede græske litteratur, de såkaldte Oversigtstavler i 120 bøger. Kallimachos skal have skrevet i alt 800 bøger, poesi (i heksametre, jamber og elegiske dobbeltvers) og prosa (bl.a. leksikografi). To af de litterært set mest betydelige, Aitia og Hekale, eksisterede måske stadig omkring 1200 e.Kr. I dag har vi ud over seks hymner, en del epigrammer og en sektion fra Paradoxa kun fragmenter, nogle dog ganske omfattende. Kallimachos' digteriske indsats markerer et skift i æstetik og form. Han polemiserer ofte selvbevidst mod andre samtidige opfattelser af digtningens mål og insisterer på det kvalitative, det koncentrerede, subtile, overraskende og kontroversielle frem for det brede, tilgængelige, traditionelle og konventionelle. Hans hovedværk i fire bøger og elegiske vers, ovennævnte Aitia (Årsager), undersøger myter som udgangspunkt for forklaringer på samtidens ritualer, skikke, fester, gudenavne osv. Hekale er et epyllion om en mindre kendt episode i Theseus' liv. Kallimachos skrev for en kyndig elite, hans værker er fulde af allusioner, ironi og lærdom. Romerne Catul, Vergil, Properts og Ovid beundrede og imiterede ham; fx er et af Catuls digte (nr. 66) en oversættelse af et digt, "Berenikes lok", skrevet til ære for dronningen og medtaget i Aitia.