Sengan-en-haven ved Kagoshima
Den berømte Sengan-En-have ligger lige nord for Kagoshima by, og herfra er der en fabelagtig udsigt til Sakurajima-vulkanen.
Sengan-en-haven ved Kagoshima
Af .
Licens: CC BY NC SA 3.0

Kagoshima er en japansk havneby, der ligger på øen Kyushu. Det er med sine 581.000 indbyggere (2024) Japans sydligste storby. Byen er hovedby i amtet af samme navn (9132 km2, 1,64 millioner indbyggere). Flere af Japans nationale vej- og togforbindelser ender i Kagoshima, og herfra er der skibsforbindelse til Okinawa.

Landskabet præges af mange vulkaner, hvoraf flere fortsat er aktive, heriblandt den 1117 meter høje stratovulkan Sakurajima, der ligger på en halvø lige uden for storbyen. Ingen andre steder i verden ligger en by med en halv million indbyggere så tæt ved en aktiv vulkan.

På selve Sakurajima-halvøen og også i området omkring Kagoshima har ufrugtbar vulkansk aske sammen med de stejle bjergsider vanskeliggjort landbrugsudvikling. Flere steder har man udjævnet landskabet og anlagt vandingskanaler. Klimaet er subtropisk, og der kan dyrkes tre årlige risafgrøder. Industriudviklingen er begrænset, men statslig egnsudviklingsstøtte søger at fremme højteknologisk industri i regionen.

Midt i 1800-tallet var fremsynede samuraier på Kagoshima-egnen, det daværende Satsuma-domæne, nogle af de første uden for Europa, der tog initiativ til en selvstændig industriel udvikling. Der er flere mindesmærker på egnen for denne tidlige industrialisering, som er godkendt som UNESCO-verdensarv. Samuraier fra Satsuma-domænet spillede også en central rolle i det opgør med to et halvt århundredes shogun-styre, som i 1868 blev starten på Meiji-tidens modernisering af Japan.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig