Kagalen, (af russ. kagal, af hebr. kahal 'forsamling'), hemmelig finsk modstandsorganisation 1901-05, der ved udgivelse af brochurer og kanalisering af penge mobiliserede befolkningen mod generalguvernør N.I. Bobrikovs russificeringspolitik. Ved siden af Kagalen virkede en kagal af kvinder, der fik betydning for, at kvinderne i 1906 fik valgret. Efter at have fået gennemført sine krav via en storstrejke i oktober-november 1905 opløstes Kagalen. Flere af dens medlemmer, fx P.E. Svinhufvud, besatte senere ledende roller i det selvstændige Finland.