Kadesh, oldtidsby, nuværende Tall al-Nabi Mind ved Orontesfloden SØ for Homs i Syrien, som havde sin blomstringstid i senbronzealderen, 1550-1200 f.Kr. Byen lå strategisk ved nordenden af Bekaadalen mellem Libanon og Antilibanon. Den blev erobret af Tuthmosis 3. og var senere stridspunkt mellem hittitterne og egypterne. Ved Kadesh stod i 1285 f.Kr. det afgørende slag mellem Ramses 2. og den hittitiske konge Muwatalli om herredømmet over Syrien; begge sider hævdede at have sejret, men den egyptiske ekspansion mod nord blev standset.