Jørgen Bo, 1919-1999, dansk arkitekt. Efter uddannelsen på Kunstakademiet arbejdede Jørgen Bo 1947-57 s.m. arkitekten Knud Hallberg om flere boligbyggerier. Derefter havde han tegnestue med Vilhelm Wohlert, og deres fælles hovedværk, kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, blev opført i etaper 1958-91. Jørgen Bos klare æstetiske holdning og hans personlige fortolkning af modernismens japansk-amerikanske arkitektur genfindes i alle hans bygninger, ikke mindst de mange enfamilieshuse samt eksempelvis bebyggelsen Piniehøj i Rungsted (1962), den danske ambassade i Brasília (1974), kunstmuseet i Bochum, Tyskland (1983) og de senere års byggeri for IBM. Den arkitektoniske udformning, der gerne udnytter de landskabelige kvaliteter, domineres af glidende forløb mellem ude- og inderum, afklarede rumdispositioner og stærke horisontale betoninger, ofte i form af flade, udkragede tage. Jørgen Bo har indtaget en fremtrædende plads i dansk arkitektur, dels gennem egne arbejder, dels gennem sit professorat på Kunstakademiets Arkitektskole i København 1960-89. Han har modtaget Eckersbergs Medalje og C.F. Hansen Medaljen (1959 og 1983).