Julian Tuwim, 1894-1953, polsk digter, den førende i den unge generation, der efter befrielsen i 1918 jublede over ikke mere at behøve at kæmpe for Polens frihed. På et bevidst upoetisk sprog digtede han om livsglæden og naturen, om hverdagen og byen i samlinger som Den dansende Sokrates (1920), Ord i blod (1926), Sigøjnerbibelen og andre digte (1933), Brændende indhold (1936). Digtene havde rytme og rim. Krise og krig gav dem tyngde, de var snart bitre og satiriske, snart lette og vittige. Han legede med gamle ord, skrev viser, vrøvlevers og dejlige børnebøger, udgav bizarre tekster og ordbøger over tyveslang, men havde særlig sans for middelalderens dæmoner og djævle. Hans digte kunne rumme metafysiske, apokalyptiske træk som "Bal i operaen" (1936). Typisk er dog et digt som "Forår" fra 1920 (da. i Lad os ikke pakke oceanerne ind i bomuld, 1983).